Dette indlæg er bragt i Byrummoitor d. 03. december 2025 og skrevet af formand for By og Land Danmark Iben Bækkelund Jagd.

Man kunne nok have ønsket sig, at den nye arkitekturpolitik var fulgt op af konkrete rammer, skriver Iben Bækkelund Jagd, formand for By og Land Danmark, i dette debatindlæg. 

De seneste udmeldinger fra Slotsholmen og omegn kunne godt tyde på, at sikringen af vores bygningskultur er begyndt at snige sig ind på forskellige dagsordner.

Først et finanslovsforlig, hvor de konservative fik midler til sikring af de bevaringsværdige bygninger, der er truet af klimaforandringer, og her i november en ny arkitekturpolitik, hvor lokale værdier og kulturarv, blandt andre dogmer skal prioriteres.

Og tak for det. Det er helt overordnet positivt, at vores bygningskultur prioriteres og får politisk bevågenhed.

At fremtrædende politikere siger højt, at bygningskulturen er vigtig og skal sikres, er første skridt til på vejen til at sikre den byggede kulturarv bedre.

Det er en kulturarv, som både nyder stor bevågenhed i mange henseender, og som langt de fleste medgiver er betydningsfuld ud fra blandt andet identitet, forankring og historisk bevidsthed. Men det er samtidig også en kulturarv, som er ekstremt udsat på grund af andre hensyn og prioriteringer.

Vi oplever nedrivningssager, ombygninger, manglende vedligeholdelse fra både offentlig og privat side. Transformationer af historiske bymidter og kulturmiljøer der presses.

De seneste år har et øget fokus på at stoppe nedrivning og genanvende været med til at beskytte de udsatte bygninger, men der er brug for flere konkrete tiltag og reel handling bag ordene.

Brug for bedre sanktioner

Hvis vi gerne vil passe på vores bygningskultur, er det nødvendigt, at der også er en sikring, som ikke kun hviler på gode intentioner og forhåbninger.

For så ryger kulturarven oftest nederst på listen, når pengene skal prioriteres eller nogle af de tunge dagsordner bliver rullet ud. Når byerne skal udvikle sig, erhvervene og tilflytterne skal finde plads. Når det er (for) besværligt at restaurere eller transformere, eller når det bare er ubelejligt at tage hensyn til det eksisterende.

Der er masser af gode argumenter, men nok mest andre prioriteringer, der hver eneste dag presser bygninger – og de har derfor brug for en stærk ramme, som kan sikre dem, netop i de situationer.

Derfor kunne man nok have ønsket sig, at den nye arkitekturpolitik var fulgt op af konkrete rammer. Ikke kun opfordringer til kommunerne og løfter om regeringens intentioner.

Dermed ikke sagt, at ministeren ikke har tænkt sig at forfølge dogmerne, men gode intentioner er sjældent garanti for noget. Der er brug for, at der eksempelvis kommer krav om ordentlig registrering af vores bevaringsværdige bygninger ude i kommunerne, så vi ved, hvad vi skal passe på.

Og de udpegede værdier får en bedre sikring end de har i dag. Eksempelvis skal kommuner kunne sanktionere bedre, når en ejer lader bevaringsværdige bygninger forfalde, ligesom kravene til hvordan bevaringsværdier indgår i den lokale planlægning kan skærpes. Men det kræver, at staten er mere med på banen.

Brug for tydelige redskaber

Det er derfor også paradoksalt, når der i finansloven afsættes midler til sikring af bygningskulturen, når vi ikke er i mål med at afdække, hvilke bevaringsværdige bygninger vi har, og at man tilmed har udskilt registreringen af disse fra den centrale statslige database over bygningsarven.

Det medfører en reel risiko for, at registreringen bliver spredt og mangelfuld.

At ansvaret i højere grad flyttes til kommunerne, er en ærgerlig uddelegering. Mange kommuner kan helt sikkert løfte deres bygningskultur, men tidshorisonten og prioriteringerne lokalt er ofte ikke på kulturarvens side.

Der er fortsat brug for en central prioritering. Og der er brug for centralt formulerede rammer og retningslinjer, som kommunerne kan løfte ud fra.

Så når regeringen tager hul på at indfri de intentioner, som de har beskrevet i arkitekturpolitikken, så bør det være en supplerende liste med tydeligere rammer, redskaber og vejledninger – og med en opfordring til et tæt samarbejde på tværs af endnu flere ministerier for at give bygningskulturen bedre vilkår.

De er også en del af den åndelige oprustning.