Nyhedsbrev for maj 2014

Landsforeningens nyhedsbrev for maj 2014 indeholder blandt omtale af Landsforeningens årsmøde og et link til referatet for generalforsamlingen. Man kan også læse om, hvem der modtog årets bygningskulturpris og om vores holdning til Beslutningsforslag B76. Læs hele nyhedsbrevet her

Staten må tage ansvar

Da Bygningsfredningsloven var til revision sidste gang, i 2008, havde Landsforeningen blandt mange andre gode ønsker et udspil vedrørende oprettelse af beskyttelseszoner omkring fredede bygninger.

Baggrunden var og er den, at en bygningsfredning, med mindre andet er fastsat, kun gælder selve bygningen og groft sagt ikke en millimeter ud fra facaderne. Med andre ord har loven siden sin oprindelige vedtagelse i 1918 ikke været til hinder for, at man f.eks. i historiske gadestrøg kunne bygge et nyt hus klods op ad et fredet hus uden hensyntagen til dettes arkitektur, og det er der desværre mange skræmmende eksempler på landet over.

Heldigvis har indførelsen af bevarende byplanlægning siden 1960’erne medvirket til, at der i visse byer er indført restriktioner, når det gælder nybyggeri i særligt værdifulde bydele, men en garanti for, at uheldige forandringer ikke finder sted, giver de dog ikke, og hvor galt det så går i bydele, der slet ikke er omfattet af bevaringsbestemmelser, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig.

Landsforeningens forslag i 2008 blev jordet af en anden interesseorganisation, nemlig Kommunernes Landsforening (KL), og nåede således ikke frem til debat i Folketinget. Det kan ikke helt overraske, at KL gik imod, for en centralt indført lovbestemmelse af omhandlede karaktér vil i høj grad kunne hæmme mulighederne for selvstændig, kommunal planlægning.

På den anden side er det et spørgsmål, om emnet: beskyttelse af omgivelserne til den del af vor bygningskulturelle arv, som staten finder særlig værdifuld og derfor freder, ikke er af så væsentlig betydning, at det fortsat skal være overladt til de kommunale myndigheder at afgøre de konkrete tilfælde fra sag til sag og med meget forskelligt udfald.

Nu er der i Folketinget for første gang opstået politisk sympati for de tanker, Landsforeningen slog til lyd for for år tilbage, idet Dansk Folkeparti i februar fremsatte et såkaldt forslag til folketingsbeslutning (nr. B 47) om, at ”de skal være muligt…at fastsætte en beskyttelseszone, så det sikres, at den fredede bygnings kvalitet ikke påvirkes eller forstyrres af uvedkommende eller skæmmende elementer på en måde, så bygningen udseende og karakter og samspillet med omgivelserne forringes, og således at de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier og den sammenhæng, bygningen indgår i, fastholdes.”

Dansk Folkeparti går endog endnu videre i samme forslag, idet partiet foreslår, at ”man (skal) kunne frede bygningshelheder af enestående national betydning, også selv om enkelte bygninger isoleret set ikke opfylder kravene til fredning.”

Desværre var der ikke særlig stor imødekommenhed fra de andre partier i Folketinget, da beslutningsforslaget blev drøftet i salen den 6. april i år. Der kom lidt sympatitilkendegivelser fra visse politikere i andre partier, men det var alt. Sagen er dermed ikke afgjort, omend det ser sort ud for en heldig løsning. Nu verserer den i Folketingets kulturudvalg og vil muligvis blive fremlagt i Folketinget igen i efterårssamlingen i år.

Da begge de nævnte delforslag, der må lyde som liflig musik i ørerne på bygningsbevaringstilhængere, ikke har fået den medieomtale, de fortjener, er det en ekstra grund til at fremdrage dem her.

Det vil være en stor fejltagelse, hvis man ikke i bevaringsvenlige kredse studerer og diskuterer DF`s nye udspil og bakker dem op udadtil så vel som på de indre linjer.

Det er muligt, ja, sandsynligt, at DF’s projekt strander, inden året er omme, men det er den første officielle, politiske bevågenhed, som væsentlige problemstillinger, som bl.a. Landsforeningen kæmper for at få løst, hermed er blevet til del.

Ikke mindst i disse tider, hvor affredningsspøgelset går hærgende gennem landet, er det relevant at tage godt imod initiativer, uanset hvor de kommer fra, som har til hensigt at gavne den byggede kulturarv i en langt større målestok end hidtil muligt.

Da staten efter flere års tilløb i 1918 indførte lovgrundlaget for bygningsfredning, var det et indgreb i den kommunale selvbestemmelse, men det har vel ingen fortrudt i dag. Næsten 100 år senere kunne et nyt og passende skridt i statens bevaringsengagement være en udvidelse af fredningsbegrebet og en sikring af det kulturhistoriske miljø, som fredede bygninger, i by og på land, ligger i.

Tænk, hvis Folketinget kunne samles om at lovfæste disse bestræbelser senest i 2018 – sikke en jubilæumsgave til befolkningen!

Helge Torm – (også udgivet som leder i By & Land 103)

Kulturmiljøet er også et fælles ansvar

Hjerritsdal-vml-3

Netop nu er kommunerne landet over i gang med implementering af EU’s vandrammedirektiv, hvori der forlanges fri faunapassage fra hav til kilde i alle de vandløb, der er klassificeret højt dvs. en klassifikation som naturlige vandløb. Skalaen strækker sig fra naturligt til stærkt modificerede og kunstige vandløb.

Rent praktisk betyder implementeringen, at ca. 1500 spærringer skal fjernes fra vandløb, åer og søer. En lille del af disse spærringer er imidlertid direkte og uløseligt knyttet til en vigtig del af vores fælles kulturarv, de danske vandmøller. Vandmøllernes tekniske anlæg bliver nu betragtet som fysiske spærringer og skal derfor fjernes, så alle typer fisk frit kan svømme modstrøms til hver en tid.

Den direkte konsekvens heraf er, at vandmøllerne ikke længere kan være funktionsdygtige, fordi muligheden for bl.a. at opstemme vand i mølledammene,og dermed opnå tryk nok til møllehjulet fjernes. Det er et problem for en vandmølle er ikke bare en bygning. Der er meget andet der knytter sig til mølleanlæg og det er en samler kompleks enhed, der består af flere dele. Fjernelse af mulighed for møllevirksomhed er det sammen som fratagelsen af et solidt eksistensgrundlag. Bygningerne vil miste deres direkte fortælleværdi, og selv om bygningsbevaring i sig selv er en mulighed så længe vandstaden holdes på et niveau, hvor fundamenterne ikke tager skade, er det ikke at foretrække. Uden tilstrækkelig vandgennemstrømning mister vandmøllerne deres værdi som mølle og bliver ligeså amputeret som vindmøller uden vinger. Hvis man vil se, hvor trist det kan ende med forladte kulturmiljøer, er det bare at kaste et blik på de mange tidligere jernbanestationer rundt i hele landet, der ikke længere har jernbanevirksomhed knytte til. Langt de fleste stationer er overrenoverede til noget, der til mest af alt minder om dårlige typehuse og der i dag ligger isoleret bag en ligusterhæk. Kun de allermest vidende jernbaneentusiaster kan genkende historien.

Vandmøllerne og deres funktion er vigtig, fordi de hører til blandt det første af vores industrielle kulturarv, og samtidigt var tæt knyttet til landbrugslandet. Der er altså en vigtig kobling i fortællingen om den danske udvikling og grundlag for moderne tider. Så faunapassager skal planlægges så vandmøllerne og omgivelserne ikke lider overlast. I det hele taget mener vi, at der bør være ligeså stor opmærksomhed på beskyttelsen af kulturmiljøer som af vandmiljøet. Begge dele er lige vigtigt for de fremtidige generationers forståelse for, hvilket samfund de kommer fra.

Vi ved, at Kulturstyrelsen har arbejdet seriøst med problematikken og har udvidet bygningsfredningen på flere møller til også at inkludere vandtekniske anlæg. Nu opfordrer Landsforeningens landets kommuner til at tage ansvar og nedklassificere de få vandløb, der er knyttet til funktionsdygtige vandmøller, så undtagelsesbestemmelsen om, at spærringer ikke skal fjernes, hvis et vandløb er kunstigt eller stærkt modificeret, kan benyttes. Vi betragter de vandløb med direkte tilknytning til et vandmølleanlæg som stærkt modificerede, da vandmøllerne som regel er flere hundrede år og i alt den tid har haft indflydelse på det omkringliggende vandmiljø med deres vandtekniske anlæg, hvorfor vandløbene må betragtes mere som kultur end som vild natur.

Landsforeningens sidste opfordring går til regeringen, som vi mener, bør afsættes tilsvarende økonomisk midler til støtte af vandkulturanlæggene, som der bruges på beskyttelsen af vandmiljøet.

– Nanna Uhrbrand

– Foto af Hjerritsdal Vandmølle: Torben Lindegaard

ÅRSMØDE I HADERSLEV 9.-11. MAJ

I år afholdes Landsforeningens årsmøde i Haderslev 9.-11. maj. Udover den årlige generalforsamling og den traditionsrige festmiddag om lørdagen, byder arrangementet blandt andet på en guidet rundtur i Haderslev Domkirke, aftenvandring i det gamle Haderslev og udflugt til Christiansfeld. Vi glæder os til at se så mange medlemmer som muligt.

Praktiske informationer – dagsprogram, information om overnatning, tilmeldning, etc – kan ses her (uddrag fra By & Land nr 102 – åbner som pdf)

Velkommen til debatten – Sådan fungerer den

Vi har længe oplevet stor lyst til debat. Derfor præsenterer vi nu denne debatsektion på websiden. Alle kan foreslå debatindlæg, om alt fra højaktuelle emner til indlæg af mere essentiel karakter. De kan handle om det, der giver gang i den i lokalforeningerne, eller temaer I mangler andres øjne på.

Vi håber selvfølgelig, at I vil tage godt imod muligheden for at skrive indlæg til debatsektionen, ligesom vi håber, at I også benytter jer af muligheden for at skrive kommentarer og gode råd direkte til debatindlæg skrevet af andre. Alle kan kommentere – det eneste der kræves, er angivelse af navn og emaildresse.

Et debatindlæg skal helst være på mindst 1.500 anslag (inklusiv mellemrum) og gerne inkludere én eller flere illustrationer (som du har rettighederne til). Husk at Landsforeningens webside er offentlig, og også besøges af folk, der ikke nødvendigvis er indforståede med fagudtryk og lovgivning. På samme måde har sager, der kræver lokalkendskab, gavn af at blive ridset kort op, inden der debatteres videre.

Vi  redigerer ikke  i debatindlæg. Ligesom klummerskribenterne i dagspressen vil et debatindlæg udelukkende repræsentere forfatterens egen holdning. Alle indlæg bedes sendes til sekretariatet på mail@byogland.dk med ’Debat’ i emnefeltet. Herfra vi vil forsøge at fordele indlæggene, så der kommer en nogenlunde jævn strøm af nye indlæg på hjemmesiden.

Kom og deltag i debatten.

– Nanna Uhrbrand

PRESSEMEDDELELSE: BYGNINGSKULTURPRISEN 2014 GÅR TIL TÅRNBY

Formanden for Bevaringsforeningen i Tårnby Kommune Lis Schneevoigt modtog Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskulturs bygningskulturpris ved foreningens årsmøde i Haderslev den 10. maj.

Landsforeningen uddeler sin bygningskulturpris en gang om året, i 2014 faldt valget på den amagerkanske ildsjæl og bygningkulturentusiast Lis Schneevoigt. For 20 år siden hun, sammen med sin mand Jørgen Schneevoigt, initiativ til Bevaringsforeningen for Tårnby Kommune, og siden har de to i samarbejde med andre i foreningen arbejdet for den lokale bygningskultur.

Læs hele pressemeddelelsen her

LÆR AT PASSE DIT SMUKKE HUS MED SMUKKE MATERIALER

I samarbejde med Svenske Byggnadsvårförening arrangerer Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur tre sommer workshops i praktisk bygningsbevaring i sommeren 2014. De tre danske workshops varer en uge hver og foregår under ledelse af erfarne restaureringsfolk. Det bliver derfor ikke en helt almindelig uge: foruden undervisninger og praktisk vil uge være stoppet med foredrag, udflugter, hyggeligt samvær, et dejligt miljø og god mad.

I år arrangerer vi tre workshops i tre forskellige uger:

Herregården Gl. Broløkke (Fyn), den 20. juli – 26. juli 2014: Bygningsgennemgang, energirenovering, vedligeholdelse af facader og udvendig maling, historiske interiører.

Viby på Hindsholm (Fyn), den 27. juli – 2. august 2014: Bygningsopmåling, istandsættelse af vinduer, udvendig og indvendig maling, haven. Praktik: Bryggersildsted, muret bageovn og murstensgulv m.m.

Gymnastikhøjskolen Ollerup ved Svendborg (Fyn), den 10. – 16. august 2014: Bedre Byggeskik-villa, indvendigt + vinduer, og reparation af bindingsværk.

Praktiske oplysninger:

Arrangør og tilmelding til: Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Borgergade 111, 1300 København K, Tlf.: 70 22 12 99, mail@byogland.dk Frist: den 1. juni 2014.

Pris: 4.500 kr. pr. deltager pr. uge for medlemmer af By og Land (4.800 kr. for ikke-medlemmer). Prisen dækker: Overnatning (vandrerhjemsstandard, medbring selv sengetøj m.v.), helpension med bespisning, kaffe / te / kager, undervisning, materialer, kompendiematerialer, værktøj, foredrag, udflugter m.v.

Læs det fuldstændige program for alle workshops her

PRESSEMEDDELELSE: HVIS PLANLOVEN ÆNDRES, ER VI GODT PÅ VEJ TIL AT SMADRE DE DANSKE BYER

“Jeg fatter ikke, at regeringen overhovedet kan få den tanke at ændre Planloven. Vores byer skal ikke være museer, men levende steder for levende mennesker. Og butikscentre har vi jo allerede i alle byer. Hvorfor så tvinge folk ud på endnu længere bilture til megacentre ude ved motorvejen, fordi de ikke har andet valg, når de skal købe ind til aftensmaden?” siger Peter Hee, Landsforeningens formand, i en stærkt kritisk pressemeddelelse om den foreslåede ændring af Planloven.

Læs hele pressemeddelelsen her