SOMMERLIV VED DEN JYSKE VESTKYST
AF Henning Jensen, formand for Bevaringsforeningen for Varde Kommune.
Dette debatindlæg er bragt i By & Land, nr. 143. Juni 2024
Bevaringsforeningen for Varde Kommune har i flere år forsøgt at få sat fokus på problemet, at sommerhusene i Varde Kommune ikke er bevaringsregistrerede. Varde Kommune er en stor sommerhuskommune med de store sommerbyer Blåvand og Henne Strand, men også med feriebyer som Vejers og Nymindegab langs vestkysten og andre sommerhusområder som Grærup, Ho, Lønne, Houstrup, Henne By, Jegum og Mosevrå.
Men bevaringsforeningen har også konstateret, at vi desværre ikke er alene om dette problem. Medmindre sommerhusområderne er omfattet af bevarende lokalplaner, er der ifølge Slots- og Kulturstyrelsens database tilsyneladende mange kommuner, der ikke har bevaringsregistreret deres sommerhuse, heriblandt den største sommerhuskommune Odsherred Kommune. Men også vores nabokommune Ringkøbing-Skjern har denne mangel. Vi har derfor taget kontakt til den lokale bevaringsforening der, for at se om vi i fællesskab kan forsøge at skabe forståelse og interesse for at få registreret den del af vores fælles kulturarv – sommerlivet ved den jyske vestkyst.
I de seneste år har vi i Varde Kommune kunnet se flere og kystnære sommerhuse blive ’fældet’ for at opføre nye, større opdaterede sommerhuse, der ofte ikke er indpasset i landskabet. Men ud over at de ikke underordner sig omgivelserne, kan de i volumen og byggestil virke aparte i et sommerhusområde. Især hvis de har karakter af et helårshus.
I første omgang finder vi det vigtigt, at kommunerne får fokus på den kulturarv, som sommerhusområderne indeholder. Utzon Centret i Aalborg satte sidste år fokus på sommerhusarkitekturen. Her et par citater fra udstillingen:
”De første rigtige danske sommerhuse dukker op i starten af 1900-tallet. Og det er der flere grunde til: Foreningen Bedre Byggeskik bliver stiftet i 1915 og dyrker det gode, danske håndværk, og på arkitektskolen i København opretter man for første gang ‘Den Danske Klasse’ i 1912, hvor undervisningen foregår på grundlag af traditionelt dansk byggeri. Man kan sige, at tiden var moden til at dyrke en mere regional, landlig arkitektur, men samfundets industrialisering og den øgede urbanisering i starten af 1900-tallet førte natur- og sundhedsbevægelser med sig, der alt sammen bestyrkede byboernes ønske om eget hus på landet. (…) Men sommerhusene er i det hele taget mindre end det fine borgerskabs grandiose landsteder. Her er ikke den samme stramme symmetri og de låner i højere grad fra skovhytter og bondegårde, der naturligt hører hjemme i landskabet.” Citaterne er far udstillingen ’Sommerhus’ på Utzon Center i perioden 2022-2023.
Siden de første sommerhuse blev opført, har arkitekturen ændret sig. Og denne udvikling kan blandt andet aflæses i Vejers Strand. Da bevaringsforeningen erfarede, at man i Vejers også havde en interesse i at bevare kulturhistorien, kontaktede vi grundejerforeningen og fik arrangeret en rundtur i sommerhusområdet. Formanden og et par bestyrelsesmedlemmer fra grundejerforeningen kørte os rundt i området og viste os de forskellige tidsepoker, som kunne aflæses i sommerhusenes arkitektur.
Vi har senere gentaget turen sammen med et par politikere og kommunens planchef, for at de ved selvsyn kunne se hvilke værdier, der kan forsvinde, hvis de ikke forsøges sikret gennem lokalplan – eller som minimum ved en registrering i kommuneplanen. Vi arbejder fortsat på, at byrådet får større fokus på de kulturhistoriske- og fortælleværdier, der – udover vand, klitter og ferieliv – er i vores sommerhusområder.
Vi har også gennem en foredragsaften forsøgt at skabe interesse for den kulturarv, der ikke alene ligger i den bebyggede kulturarv, men også i det liv, der har udspillet sig langs den jyske vestkyst. Allan Junge, formand for grundejerforeningen Vejers Strand holdt således et oplæg med fokus på sommerhusene, hvorefter museumsinspektør ved Varde Museerne John V. Jensen kunne fortælle om sommerlivet med fokus på badehoteller. Især Nymindegab Kro som bogen Strandby Badehotel har afsæt i. Livet på badehotellerne er i øvrigt fint beskrevet i bogen ’Vi har det så dejligt! Badehotellerne, gæsterne og postkortene, som de sendte.’ skrevet af Lene Nørgaard Munch (Forlaget Turbine, 2019).
Apropos badehoteller har vi også sat fokus på Vejers Strandhotel. Et hotel der nu i en årrække har stået ubenyttet, og hvor der i en idéhøringsfase er fremlagt projektforslag til nyt hotelbyggeri. Tre arkitekter fra bevarings
foreningens bestyrelse har i den anledning fremlagt et alternativt forslag til et nyt strandhotel med fokus på at ’genfinde’ det oprindelige strandhotel. For bag det om- og tilbyggede strandhotel findes formentligt dele af det oprindelige hotel.
Vejers Strandhotel bærer på en historie tilbage til 1926. Hotellet ligger i et udpeget kulturmiljø, hvor omdannelse og nybyggeri skal ske i respekt for områdets arkitektoniske og kulturhistoriske værdier (citat kommuneplan 2021). Det forudsætter derfor pietetsfølelse, når man vil ændre på de eksisterende forhold i området. Udover at ligge inden for et udpeget kulturmiljø, ligger det nuværende hotel også i et område omkranset af klitfredning mod vest og syd og naturbeskyttet hede mod øst. På hedearealet er der mulighed for forekomst af truede dyrearter – såkaldte bilag IV arter i henhold til naturbeskyttelsesloven. Alle disse forhold giver begrænsninger og skal iagttages, når der ændres i eksisterende forhold på stedet.
Når der ændres på det eksisterende strandhotel, skal man have for øje, at det ikke blot er en isoleret ændring, der sker i Vejers. Det skal ses som en del af en samlet kulturarvshistorie. Danmarks kulturarv. Et af de få tilbageværende strandhoteller, der med få greb kan føres tilbage og fortælle historien om en svunden tid, men som samtidig, som ved for eksempel Svinkløv Badehotel, kan opdateres til nutidigt niveau. Hvis det ønskes, kan ny bebyggelse indeholde såvel lejligheder som værelser. En fløj for det mere købestærke publikum og en fløj for det mindre. Altså en kombination af strand- og badehotel – hvis det er det man ønsker. Historisk set rettede strandhoteller sig mod arbejderklassen, hvorimod badehoteller rettede sig mod borgerskabet.
Hotellet er ikke bevaringsregistreret og vil i dens nuværende udtryk næppe få en høj samlet bevaringsværdi, men hotellet har en stor kulturhistorisk værdi. Lokalt og som del af den danske kulturarv.
Afslutningsvis vil jeg nævne Solfang, som vel er et af Danmarks ældste vandrerhjem. Bygningen er fra 1937 og ligger ved Henne Strand. Det er heller ikke bevaringsregistreret eller omfattet af en bevarende lokalplan. Vi har indtil videre uden held forsøgt at få ejerne med på at indstille det til fredning.
Hvis du vil læse mere, kan det ske på bevaringsforeningens hjemmeside, under arkiv på www.bevaringvarde.dk
Bladet By & Land 143
I blad nr. 143 kan du også læse artiklerne:
- Lederen. Velkommen til sommerlandet Af formand Iben Bækkelund Jagd
- Amalfi, Torneroseslotte og det lokale. Af Line Vestergaard Knudsen
- Fritid og fritidens folkelige landskab. Af Lola Wøhlk Hansen
- Vejers Strand – en badeby med stærkt DNA. Af Allan Junge
- Rødhus Klit og Dansk Folke-ferie. Af Helene Høyer Mikkelsen og Grethe Pontoppidan
- Grøn Kulturarv. Af Margrethe Floryan.
- Samlingskraft er stadig en stor succes. Af Anders Bundgaard Nielsen.
- Sommerliv ved den jyske vestkyst. Af Henning Jensen.
- Boganmeldelser.
Bliv medlem og få det næste blad
Meld dig ind i By og Land Danmark og få dette blad og de næste direkte ind ad brevsprækken. Som medlem støtter du foreningens arbejde for bygnings- og landskabskulturen og kan deltage i foreningens arrangementer. Jo flere medlemmer jo stærkere stemme.
Bladet By & Land bliver udgivet fire gange om året. Det er medlemmer og fagfolk, der skriver artiklerne og alle med noget på hjertet er velkommen til at kontakte redaktør Stefanie Høy Brink shb@byogland.dk, og komme med forslag til relevante artikler. Hvis du har lyst til at læse tidligere udgivende artikler kan du starte her på hjemmesiden.
VEJERS STRAND – EN BADEBY MED ET STÆRKT DNA
Af Allan Junge, formand for Grundejerforeningen Vejers Strand.
Denne artikel er bragt i By&Land 143, juni 2024
I den beskedne badeby Vejers Strand afvikler man årligt flere end 70 lokale events, der samler, underholder og engagerer områdets beboere, sommerhusejere, campingturister og hvem, der ellers måtte krydse dette unikke sted. Det særlige ved de mange events er, at alt drives af frivillige kræfter med tilknytning til Grundejerforeningen Vejers Strand. I 2021 satte foreningen sig for at lade et udvalg kortlægge badebyens DNA.
Det var egentlig Varde Kommune, der tilbage i 2021 i sin turismestrategi formulerede et ønske om at kortlægge de stedbundne kvaliteter for de vestjyske badebyer. Hensigten var at identificere byernes særlige kendetegn, så man på den baggrund kunne udvikle destinationerne i overensstemmelse med byernes særlige DNA. DNA-beskrivelserne skulle fremhæve Vestkystens differentierede tilbud og danne basis for en udvikling, hvor der netop skulle lægges vægt på destinationernes forskellighed.
I grundejerforeningen var vi enige om, at vi gerne ville tage et medansvar for en kontrolleret, bæredygtig og ambitiøs udvikling af Vejers. På grundejerforeningens generalforsamling 2021 blev det besluttet at påtage sig opgaven at kortlægge Vejers’ DNA. Da vi i bestyrelsen indledte de første drøftelser, syntes vi, det var en både uhåndgribelig og udefinerbar størrelse. Kunne man overhovedet tale om et fælles DNA for en badeby og et område, der hvert år besøges af tusindvis af mennesker med vidt forskellige erfaringer og oplevelser med stedet?
At finde ind til kernefortællingen
Kortlægningen af Vejers’ DNA skulle synliggøre over for os selv, over for myndigheder og andre interessenter, hvad det er, der gør Vejers til noget ganske særligt. Grundejerforeningens engagement i sagen byggede på et dybtfølt ønske om, at den videre udvikling af Vejers skal ske med respekt for naturen, roen og fællesskabet – tre af de bærende søjler i Vejers’ DNA.
Til at afdække DNA’ets natur og herunder afklare, om et sådant overhovedet kunne kortlægges, bad vi om hjælp blandt foreningens medlemmer. I januar 2022 satte 15 engagerede medlemmer sig sammen for at etablere rammerne for det, der siden blev kernefortælling om Vejers’ DNA.
Fortællingen er et ekstrakt af de oplevelser arbejdsgruppen har indsamlet, diskuteret og ikke mindst prioriteret. Fortællingens hovedteser blev hen over sommeren, og efter mandat fra generalforsamlingen i juli 2022 valideret gennem en anonym og temmelig omfattende spørgeundersøgelse, hvor de personer, der bor, arbejder og ferierer i Vejers fik muligheden for at bidrage til kortlægningen.
Spørgeundersøgelsen blev besvaret af 795 medlemmer af grundejerforeningens 1200 medlemmer og 441 tyske turister. Det er et flot engagement, der vidner om, at Vejers’ DNA betyder noget for de mennesker, der har en tilknytning til dette sted.
Resultatet af spørgeundersøgelsen bekræftede i høj grad kernefortællingen om Vejers, men gav også arbejdsgruppen mulighed for at nuancere og revidere DNA-beskrivelserne. I januar 2023 udgav udvalget således den endelige og validerede kernefortælling om Vejers.
DNA-udvalget udviklede ret tidligt i forløbet en hovedtese, der senere blev valideret, jævnfør spørgeundersøgelsen. Hovedtesen er eviggyldig for Vejers og indrammer, hvad badebyen er – og hvad den ikke er: Vejers appellerer til mennesker, der prioriterer natur, ro og fællesskab fremfor forlystelser og shopping. Vi bruger stadig hovedtesen, når vi skal forklare, hvad der er essensen af Vejers’ DNA.
DNA er kultur- og naturhistorie
Men også følelser og forventninger. Vi har defineret Vejers’ DNA som summen af den tiltrækning badebyen har på de mennesker, der igen og igen vender tilbage til netop dette sted. Formålet med grundejerforeningens udgivelse var at gøre det fælles DNA håndgribeligt for sommerhusejere, beboere, turister, erhvervsdrivende og for de myndigheder, der skal træffe afgørende beslutninger om badebyens udvikling.
DNA’et er formet over lang tid og er udover de fysiske rammer formet af nogle meget uhåndgribelige størrelser som følelser, oplevelser, minder og forventninger. DNA-rapporten kortlægger de stedbundne følelser, minder og forventninger sådan som de opleves lige nu og her, men den tegner også et klart billede af, hvordan badebyen kan udvikle sig uden at kompromittere DNA’et.
Valideringen har været en nødvendig kvalitetssikring af de teser, udviklingsscenarier og stedbundne kvaliteter, der blev beskrevet i udvalgets første rammebeskrivelse.
Det store antal besvarelser bekræfter, at der findes et fælles DNA og retfærdiggør, at det skal prioriteres.
Visionen har hele tiden været, at Vejers’ DNA skal være den kernefortælling, der skal danne grundlaget for udviklingen af Vejers og for bevarelsen af stedets unikke tiltrækningskraft.
Arvemassen skal respekteres
Vejers er et sted med en usædvanlig arvemasse præget af en både farverig og dyster historie – en badeby og et landsbysamfund, der rummer en særlig kulturfortælling. For badebyens turister er der måske i første omgang alene tale om en feriedestination: Et sted med en klynge af naturattraktioner, overnatningsmuligheder og diverse faciliteter, der tilfredsstiller de mest almindelige behov. Hvad enten opholdet er kort eller langt oplever den besøgende, at Vejers er meget mere end det brusende Vesterhav og de store vidder. Det er et sted med et særligt arkitektonisk, landskabeligt og kulturelt miljø, der måske nok virker appellerende på den nyankomne turist, men som også er identitetsskabende for stedets sommerhusejere, beboere og erhvervsliv.
Vejers er i den grad et aktivt tilvalg, men lige så meget et fravalg af overfyldte og støjende attraktioner, trafikale udfordringer og endeløse shoppingmuligheder. Vejers er ikke bare en feriedestination, det er stedet, hvor man bor, arbejder, ferierer – og lever.
Havet, klitterne, Skov- og Naturstyrelsens plantager og Forsvarets områder indrammer Vejers på en sådan måde, at der ikke efterlades nogen reelle geografiske udvidelsesmuligheder. Under disse betingelser har Vejers fået lov til at udvikle sig i sit eget rolige tempo uden kapitalindsprøjtninger til turismeprojekter og ny infrastruktur. I dag er Vejers en autentisk badeby, hvor naturen, roen og fællesskabet er bærende værdier. Her kan man slappe af, gå ture – næsten helt uden at møde nogen, opleve himlen, de store vidder og det ægte aftenmørke.
Et meget definerende sammenfald hos bidragyderne til kortlægningen af Vejers’ DNA er, at kærligheden til dette sted er noget, der går i arv – og ofte i flere generationer.
Ja tak til udvikling
At værne om Vejers’ DNA er ikke det samme som at modsætte sig enhver form for udvikling. Det er derimod et udtryk for en vision, om at ville udvikle Vejers i en retning, hvor man bygger videre på de værdier og den kultur, der allerede findes. Formuleringen af Vejers’ DNA skal hjælpe os med at fastholde kernefortællingen om Vejers, så vi ikke i vores iver efter at udvikle og forandre risikerer at udvaske de højtskattede stedbundne kvaliteter.
DNA-rapporten er publiceret og distribueret til alle grundejerforeningens medlemmer, til badebyens erhvervsliv og til politikerne i Varde Kommune. På trods af den overbevisende validering jævnfør spørgeundersøgelsen oplever vi politikere, der måske nok anerkender det store arbejde, men som ikke har taget ejerskab til kernefortællingen. Det kan undre, eftersom projektet her er et ægte bottom-up borgerinitiativ, hvor frivillige med en dyb lokal forankring er gået systematisk og professionelt til opgaven. Spørgeundersøgelsen er således gennemført af et uvildigt bureau, ligesom der er været fuld transparens af data. Vi håber alligevel, at budskaberne er blevet hørt og oplever, at kernefortællingen har givet os et fælles sprog for og et fornyet fokus på badebyens stedbundne kvaliteter.
Stærkt og skrøbeligt på samme tid
DNA-arbejdet og spørgeundersøgelsen bekræfter, at der findes en fælles forståelse af kernefortællingen om Vejers, ligesom DNA’et har vist sig at være stærkt forankret blandt både medlemmer og tyske turister. Man skulle mene, at et entydigt og stærkt forankret DNA også er et modstandsdygtigt DNA, men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. Små ændringer i infrastrukturen og lempelser i forhold til planlov og lokalplaner kan på ganske få år udraderer nogle af de værdier, der i dag udgør den helt unikke tiltrækningskraft i Vejers. Det betyder ikke nødvendigvis, at Vejers bliver et dårligt sted at være, det bliver bare en meget anderledes badeby med nogle helt andre kvaliteter, end dem vi kender i dag.
Mange af de mest populære byer på Vestkysten har valgt at kopiere et koncept, der dygtigt tiltrækker mange turister året rundt. Det betyder, at man her kan shoppe i mange af de samme kædebutikker og lade sig underholde i næsten identiske oplevelsescentre med vandland og andre lignende aktiviteter. Vejers’ DNA handler i høj grad om at forblive en niche-destination, der ikke skal kunne forveksles med noget andet sted i Danmark – endsige i verden.
Men hvordan udvikler vi så Vejers? Faktisk besvarer spørgeundersøgelsen meget præcist dette spørgsmål: Udviklingen skal fokusere på de stedbundne kvaliteter, der allerede findes i Vejers, og det, der efterspørges, er mere kvalitet i oplevelserne og øget fokus på bæredygtighed.
Der er delte holdninger til, om Vejers skal tiltrække flere turister i ydersæsonerne. Der kan ikke herske tvivl om, at dette udviklingsscenarie er et af de mest omdiskuterede i forhold til den videre udvikling af Vejers. Hvis det skal lykkes at tiltrække flere turister i ydersæsonerne, mens man samtidigt sørger for at respektere de øvrige udviklingsscenarier, vil det kræve, at Vejers formår at tiltrække turister, der finder glæde i at opholde sig i Vejers i perioder, hvor der typisk er vådt, mørkt og blæsende. For mange Vejers-borgere og naturelskende turister har netop ydersæsonerne stor værdi.
Hvis Vejers skal forblive Vejers og samtidig tiltrække flere turister i ydersæsonerne, er svaret ikke flere butikker, oplevelsescentre og restauranter, der holder åbent hele året – men derimod målrettet markedsføring af den rekreative oplevelse, hvor roen, naturen og fællesskabet råder – og dertil en ny og dedikeret indsats for at hæve kvaliteten af byens arkitektur og de oplevelser, der allerede findes i Vejers.
Med ønsket om, at Vejers’ DNA skal bestå – ikke bare for alle os, der har valgt Vejers som ”vores sted”, men også for kommende generationer – vil vores arbejde med at fremme Vejers’ DNA fortsætte. Grundejerforeningen vil således fastholde sit store engagement i lokalområdet og tager dermed et vigtigt medansvar i forhold til at sikre en på alle måder bæredygtig udvikling af Vejers.
Et af de kommende tiltag for Grundejerforeningen Vejers Strand er bevaringsregistrering af gamle sommerhuse. Initiativet er helt i tråd med DNA-kortlægningen og sættes i gang i samarbejde med Bevaringsforeningen for Varde.
Kernefortællingen om Vejers’ DNA kan downloades fra vejers.nu.
Vi skal lære af europæiske landes håndtering af kulturarven
Dette indlæg er bragt i Byrummonitor d. 05. juni 2024 og skrevet af formand for By og Land Danmark Iben Bækkelund Jagd og formand for ICOMOS Danmark Mogens A. Morgen
Kulturarven skal ikke kun måles på besøgstal og økonomi. Det har man forstået i mange andre europæiske lande, hvor man understøtter med statsfinansierede kulturmyndigheder og organisationer, skriver Iben Bækkelund Jagd fra By og Land Danmark og Mogens A. Morgen fra Icomos Danmark.
Sikkerhed og klima topper listen af temaer i den igangværende debat forud for EU-valget. Det er med rette væsentlige emner, men vores europæiske samarbejde rummer også gode muligheder for vores politikere, herunder vores kulturminister, til at lade sig inspirere af håndteringen af den arkitektoniske kulturarv af andre lande i det europæiske fællesskab.
Der skal lyde en meget stor anerkendelse af ministerens dygtige håndværk i forbindelse med den nyligtfremlagte museumsreform. Det er en fortjent ros, der i den forbindelse har lydt fra hele det danske museumslandskab.
Vi har et stort ønske om, at det næste fokusområde for kulturministeren bliver den arkitektoniske kulturarv – verdensarvsmonumenterne, de fredede bygninger, de bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøerne.
Herhjemme er blikket fragmentarisk og inkonsekvent
Kulturarven har en berettigelse i sig selv og skal ikke kun måles på besøgstal og økonomisk incitament. Det har man forstået i mange andre europæiske lande, hvor man med store statsfinansierede kulturmyndigheder og organisationer understøtter, at kultur er afgørende for nationens sammenhængskraft med et vægtigt potentiale for det internationale samarbejde.
Det blik kan man også finde i Danmark, men det er fragmentarisk og ofte inkonsekvent. Meget symptomatisk er vores myndigheder på området drænet for ressourcer, og den generelle støtte til bygningskulturen er, både i regi af fredede bygninger, internationale samarbejder, folkelige organisationer og større interesseorganisationer, meget beskeden.
Når vi klapper i hænderne over ministerens arbejde med museumsreformen, er det i lyset af, at det her er lykkedes for ministeren at løsne den gordiske knude ved at reformere, hvad mange tidligere kulturministre har måttet opgive.
Saml planlægning og byggeri
En af de store udfordringer, som regeringen må tage op, er at samordne den fysiske planlægning i Danmark. I øjeblikket er den splittet ud på mange ministerier, hvilket gør det svært at koordinere langsigtede helhedsløsninger.
Således er det i dag By-, Land og Kirkeministeriet med Morten Dahlin (V), der sidder med planloven og landdistrikterne. Social-, Bolig- og Ældreministeriet med Pernille Rosenkrantz-Theil (S), sidder med byggeloven, bygningsreglementet, byfornyelsen samt almene, andels- og ejerlejligheder. Transportministeriet med Thomas Danielsen (V) har Bygningsstyrelsen og landets infrastruktur under sig, mens Jakob Engel-Schmidt (M) har bygningsfredningslovens ressort.
I et helhedsperspektiv er det indlysende, at det ikke giver gode betingelser for at samordne den fysiske planlægning af vores land.
Vi skal også passe på EU
Vedtagelsen i EU af ’Energy Performance of Buildings Directive’, der stiller krav til klimasikring af vores samlede bygningsmasse, har stillet landets godt 300.000 bevaringsværdige bygninger over for krav om forbedret klimaskal. Som oftest er isoleringen tænkt udført udvendig og ovenikøbet er det det eneste, Energistyrelsen giver tilskud til i den forbindelse.
Vi kan kun med stor bekymring forudse, hvordan smukke arkitektoniske bygninger indkapsles uden skelen til det, der mistes. Interesseorganisationerne har for længst påpeget dette problem for den arkitektoniske kulturarv, men det vil være prisværdigt og nødvendigt, hvis de danske politikere, i samme omfang som deres europæiske kollegaer, også gav bygningskulturen høj prioritet.
De danske politikere kan sikre bygningsmassen ved at indskrive undtagelsesbestemmelser i forbindelse med implementering og direktivet, for eksemepel at bygninger optaget i kommuneplanen som bevaringsværdige kan fritages. Og da vi ved, at det er betydelige mere CO2-belastende af opføre nyt, burde både klimamål og kulturarv kunne sikres. Det kræver dog også, at de danske politikere understøtter det registreringsarbejde, som mangler i mange kommuner.
Politisk prioritering og folkelig opbakning
Danmark har meget at lære af vores europæiske fællesskab. Vi har ladet os inspirere af former, funktioner og metoder fra udlandet, lige siden vi begyndte at bygge. Det skal vi blive ved med. Nu af måder at sikre bygningskultur, gennem politisk opprioritering, folkelig oplysning, internationale samarbejder og ressourcer.
Vi begræder, når Børsen brænder, og vi rystes, når Rusland bomber museer i Ukraine. Flammerne gennem taget Notre-Dame har de fleste stadig printet på nethinden, ikke mindst fordi den mindede os om den arkitektoniske indflydelse byggeriet havde haft herhjemme, blandt andet med Roskilde Domkirke.
Vi skal stå ved den fælles kulturarv, og vores politikere skal også tage den agenda med, når de mødes i Europa-Parlamentet efter valget.
C.F. Hansen – klassicismens mester, tur II
Klassisk orden var overbygningsinspektør C. F. Hansens mål. Foto: Thomas Roland, 2024.
Stor interesse betyder, at vi den 16. juni kl. 13.00, tilbyder endnu en tur med Thomas Roland som guide i C. F. Hansens klassicisme i København
Englændernes bombardement af København i 1807 efterlod en by i ruiner – og en by med muligheder for nytænkning af byrum, struktur og bygningsmasse. Landets chefarkitekt, overbygningsinspektør C.F. Hansen, greb denne mulighed og etablerede ikke blot nye væsentlige pladsdannelse i residensstaden, men sørgede også for, at disse nye byrum blev kranset af ædle, klassicistiske bygninger.
Målet var klart: Kongens By skulle fremstå som en moderne stad, hvor klassisk (romersk) orden herskede, og hvor by, stat og kirke sikrede borgernes og landets velfærd.
For By og Land Danmark fører Thomas Roland i juni byvandringen gennem Københavns centrum til en række af C.F. Hansens bygninger og giver en introduktion til overbygningsinspektørens strenge – men også meget personlige – klassicisme.
Praktisk information:
Tid: søndag d. 16. juni 2024 kl. 13:00 – kl. ca. 15.00. Afslutningsvis kaffe for egen regning på Café Europa Amagertorv 1, 1160 København K.
Mødested: ved Reformationsmonumentet på Bispetorvet (den lille plads overfor Københavns Domkirke)
Pris for medlemmer: 65 kr. kr. per person.
Pris for ikke medlemmer: 130 kr. pr person.
Der er begrænsede pladser, og tilmeldingen sker efter først til mølle princippet. Din tilmelding gælder, når vi har modtaget din betalinger.
Meld dig til ved at udfylde formularen herunder og betale. Du får en mail med oplysninger om betalingsmuligheder, når du har meldt dig til.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til: karenmargretheolsen@byogland.dk
Arrangementet er tilrettelagt og gennemføres af frivillige i foreningen By og Land Danmark. Har du en idé til et arrangement, er du velkommen til at ringe til sekretariatet på 70 22 12 99.
Helt almindelig landsby fortæller en særlig historie og har særlige regler: – Skal vi til at tage entré?
Formand Iben Bækkelund Jagd blev interviewet til avisen Nordjyske om landsbyen Thise, der med meget få matriklers undtagelse er underlagt en beskyttende lokalplan, så man ikke uden tilladelse må rive huse ned eller ændre på deres facader. Artiklen er bag betalingsmur, men findes her.
Den omsiggribende nedrivning af bevaringsværdige præstegårde bør stoppes
By og Land Danmark var medunderskrivere på dette indlæg af restaureringsarkitekt Peter Carstens. Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten d. 13. april 2024
De gamle præstegårde rummer en vigtig kulturhistorie og er ofte af høj arkitektonisk kvalitet. Vi har en forpligtelse til at tage vare på disse værdifulde ejendomme.
Det er med stor bekymring, at man læser om de mange præstegårde, som er i fare for at blive nedrevet på grund af skimmelsvamp.
De gamle præstegårde rummer en vigtig kulturhistorie og er ofte af høj arkitektonisk kvalitet – tegnet af gode arkitekter og opført i datidens bedste materialer.
De for tiden mange udførte og planlagte nedrivninger sker, samtidig med at der i befolkningen er et større og større ønske og forståelse for bevaring af vores fælles bygningskultur.
Problemerne begynder, når menighedsrådene bliver gjort opmærksom på, at der er begrundet frygt for skimmelsvamp i bygningen.
De får et specialfirma til at undersøge forholdene. Ofte er det Teknologisk Institut eller en tilsvarende teknisk kyndig virksomhed, som foretager undersøgelsen og fremkommer med en rapport over problemets omfang samt forslag til bekæmpelse af angrebet.
For den udenforstående kan en sådan rapport være skræmmende læsning. Den er skrevet for fagfolk med særligt indblik i svampebekæmpelse og skal derfor tolkes af fagfolk – f.eks. en restaureringsfaglig rådgiver. Hvis rapporten læses uden forkundskaber, er der risiko for, at tolkningen kan føre til misforståelser, der i værste fald kan resultere i en ubegrundet ansøgning om nedrivning.
Begrundelsen er, at det bliver alt for dyrt at bekæmpe skimmelsvampen, men samtidig kan der også være andre mere eller mindre skjulte dagsordener, såsom at den gamle præstegård er upraktisk, dyr at opvarme og ikke virker attraktiv for en moderne præstefamilie.
Skimmelsvamp findes overalt. I naturen, i gamle huse, på kontorer, i vuggestuer og i almindelige hjem. Men det er først, når skimmelsvampen får optimale betingelser for at vokse og formere sig, at det bliver et helbredsmæssigt problem for beboerne.
Inden man går i panik og vælger den lette og samfundsmæssigt helt uacceptable løsning – at rive bygningen ned – skal man være opmærksom på følgende:
- Skimmelsvampe og andre svampe kræver en høj relativ fugtighed på voksestedet. I boliger findes det ofte i rum, der ikke luftes tilstrækkeligt ud, og i rum, der i kolde perioder står ubenyttede hen med en lavere rumtemperatur end resten af boligen.
- I forbindelse med energioptimering af boliger er der i flere tilfælde foretaget ændringer, som forringer bygningens klima. Disse forhold kan som oftest rettes op igen.
- Det er muligt at styre både varme og relativ luftfugtighed med enten opvarmning og udluftning eller med moderne ventilationsteknik og varmegenvinding.
- For afklaring af de samlede problemer i en gammel præstegård er der afgørende, at kvalificerede arkitekter og ingeniører klarlægger, hvilke indgreb der skal til for at bekæmpe skimmelvækst og samtidig beregne omkostningerne til at løse problemerne.
- Det er så godt som altid muligt at tilpasse præstegården til en nutidig anvendelse på en respektfuld måde, og at isolering og opvarmning forbedres, så der opnås en god komfort.
- Klimabelastningen ved nedrivning og erstatning med en ny præstebolig er betydelig større end renovering af den eksisterende bygning – et forhold som får større og større betydning.
- Man må forvente, at menighedsråd, provstiudvalg og stiftsøvrighed har forståelse for sikring og bevaring af Danmarks kulturhistoriske og bevaringsværdige bygninger, men også at de som repræsentanter for folkekirken går foran med gode eksempler på bevaring og istandsættelse, som andre kan blive inspireret af.
Er det ikke bemærkelsesværdigt, at det i udpræget grad er præsteboliger, som rammes af skimmelsvamp?
Hvis det i samme omfang gjorde sig gældende ved alle andre sammenlignelige boliger, ville vi have et meget stort samfundsmæssigt problem.
Det skal derfor henstilles til landets menighedsråd, at man indhenter den nødvendige ekspertise, når man står over for problemer med skimmelsvamp. Det er vigtigt, at alle aspekter tages i betragtning, før man beslutter at nedrive en historisk/bevaringsværdig præstegård. En skimmelrapport er alene ikke et tilstrækkeligt grundlag til at træffe afgørelsen om nedrivning.
Samtidig skal alle landets stiftsøvrigheder opfordres til, at det sikres, at provstiernes præstegårdskonsulenter har eller får den nødvendige efteruddannelse til både at forudse og vurdere skimmelproblemer.
Hvis ikke det er muligt, bør stiftsøvrighederne lave aftale med erfarne rådgivere, som både har indsigt i historiske bygninger og kendskab til skimmelsaneringer.
Den danske folkekirke besidder en bygningskultur af høj kvalitet, hvor præstegården ofte indgår i et samlet bygningskulturelt hele. Hvis ikke vi forvalter vores bevaringsværdige bygninger og kirkemiljøer, men river ned og erstatter med nyt – i bedste fald ligegyldigt byggeri – så har vi forvaltet vores arv dårligt.
Underskrivere af dette indlæg:
- Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring v/formand Claus M. Smidt
- Historiske Huse v/ direktør Birthe Juel
- Europa Nostra v/ formand Ettie Castenskiold
- By & Land / formand Iben Jagd
- Center for Bygningsbevaring i Raadvad
- Foreningen for Bygningskultur i Aarhus v/Einar Rud Pedersen
- Thomas Meedom-Bæch Arkitekter m.a.a.
- Arkitekt m.a.a. Lars Bock
- Konservator Bent Jacobsen
- Arkitekt m.a.a Pernille Lykke Christensen
- Arkitekt m.a.a. Anders Glavind
- Arkitekt m.a.a. Martin Jonø
- Arkitektfirmaet Søren Kibsgaard m.a.a.
- Arkitekt m.a.a. Mogens Svenning
- Arkitekt m.a.a Bue Beck
- Arkitekt m.a.a Steffen M Søndergaard
- Arkitekt Peter Carstens
Vi mangler folk på barrikaderne i kampen for bevaring, kulturarv og klima
Dette indlæg er bragt i Byrummonitor d. 10. oktober 2023.
Vi skal have flere mennesker på barrikaderne og blive engageret i kampen for bevaring. Der skal skrives høringssvar, debatindlæg, deltages i borgermøder og engageres i dialog med lokalpolitikerne, skriver By & Land-formand Iben Bækkelund Jagd i dette debatindlæg.
Så er den gal igen – denne gang på Falster, hvor byrådet i Guldborgsund Kommune har givet nedrivningstilladelse til en fin præstegård fra 1927.
Menighedsrådet mener ikke, at Præstegården er velholdt nok, eller at den lever op til forventningerne til en bolig for en præstefamilie. Mange har gjort indsigelser; den lokale bevaringsforening, det lokale museum, ja selv biskoppen er imod nedrivningen. P4 Sjælland har dækket sagen massivt, men lige lidt har det hjulpet.
Nu kan man håbe, at menighedsrådet som ejere får lyttet til argumenterne og vælger at istandsætte eller forsøge at sælge fremfor at benytte sig af nedrivningstilladelsen. Desværre er sagen på Falster kun en af mange. Vi kan pege på flere bevaringsværdige bygninger, som dømmes til nedrivning og til at give plads til stringent funktionelle nye bygninger. Bygninger, som er formet lige præcist til deres nye formål.
Fristelser forblænder
Man forstår jo godt fristelsen: At få noget nyt, måske vedligeholdelsesfrit i en længere årrække og med rum, der er formet til nye funktioner. Men det er også en fristelse, som forblænder. For tabet af det gamle for det nye er et massivt tab af vores kulturarv og en voldsom belastning af klimaet.
Vi skriver, argumenterer og harcelerer over de mange unødvendige nedrivninger, men flytter vores mening reelt noget? Det gør det nok, men vi kan ikke gøre det alene. Hvis vi for alvor som samfund skal få et andet syn på bevaring skal flere mobiliseres. Det skal ske både på det kommunalpolitiske og statslige niveau, men i høj grad på det folkelige niveau. Grundlæggende skal vi have flere mennesker på barrikaderne og blive engageret i kampen for bevaring. For vores kulturarv og for vores klima.
Flere skal reagere, når bygningsarv er truet, og når bygninger, der ellers gennem renovering og transformation kunne få nyt liv, alligevel nedrives. Der skal skrives høringssvar, debatindlæg, deltages i borgermøder og engageres i dialog med lokalpolitikerne. Der skal formidles om de lokale steder og bæredygtighed i bevaring, og der skal skabes engagement gennem fællesskaber. Gerne nye fællesskaber, hvor vi finder sammen om steder, der betyder noget, som det i øjeblikket sker gennem ’Samlingskraft’.
Og de gode historier skal fortælles. De steder, hvor folkeligt engagement har nyttet, eller hvor dygtige politikere har tænkt længere end den korte bane og set på både bæredygtighed og sammenhængskraft og gennem lokalplaner har sikret bygninger og kulturmiljøer. Vi skal hylde dem, der tænker på andet end den monetære bundlinje og som inspirerer andre til handling. Og det folkelige engagement kan flytte politikerne. Både de lokale og de nationale.
Pres på
Vi skal desuden hjælpe vores politikere til at blive klogere på fordelene ved bevaring. Vores kulturminister har ytret sympati for bygningskulturen, men kan ikke umiddelbart forventes at have større viden om bevaring, byplanlægning og klimabelastning.
For de øvrige ministerier gælder det, at den private ejendomsret og hensynet til økonomiske interesser vægter langt højere end kulturarv. Vi skal fortælle dem ved enhver given lejlighed, at det er mere end sund fornuft at tænke bevaring og renovering før noget andet, og vi skal forpligte dem til at sætte det på dagsordenen. Vi skal presse på for at kommunerne får bedre redskaber til at passe på de bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer, at der ikke kan generes fortjeneste ved at foretage ulovlige nedrivninger, og at der kan skabes en incitamentstruktur for genanvendelse.
Bevaring og klima rykker heldigvis højere og højere op på agendaen i disse år, og væsentlige aktører er for længst i gang med at tænke bæredygtigt byggeri og genanvendelse. Det er dog afgørende, at den brede befolkning også samler sig bag denne dagsorden, det er trods alt her de fleste kvadratmeter kan aktiveres.
Det gælder både det nye badeværelse og de nye vinduer. Og det gælder ikke mindst det medansvar, som man som borger skal tage for at ens eget lokalsamfund har bevaring som det naturlige førstevalg. Ganske som vi som private borgere engagerer os i foreningslivet, naturen og den lokale købmand – for at få vores samfund til at hænge sammen – skal bevaring blive en del af den aktivistiske hverdag.
Skagens havnemiljø er truet af museumsbyggeri
Dette debatindlæg blev bragt i Byrummonitor d. 4. juli 2023
Et lokalt konsortium vil erstatte de gamle auktionshaller på Auktionsvej med et nyt museumsbyggeri, men så stort et byggeri burde afføde en ny lokalplan, skriver Iben Jagd og Ole Kaae fra By og land Danmark.
Hvad foregår der på Skagen Havn?
»Ikke noget, der retfærdiggør opstart af en ny lokalplan for den centrale del af Skagen havn.«
Sådan svarer Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen (S) på en henvendelse fra By og Land Danmark, hvor vi har peget på, at der er behov for at udarbejde en ny lokalplan i forbindelse med det planlagte byggeri af det private museum Maskinrummet på Skagen havn.
Skagen er begunstiget ved sin beliggenhed på landets nordligste spids med vild natur og fin bygningskultur, med god anonym arkitektur fra 1700-1800-tallet og de ikoniske bygninger af U. Plessen, Hack Kampmann og Th. Bindesbøll.
Denne rige kultur kulturarv, som er med til at gøre Skagen til det specielle miljø, der tiltrækker gæster fra hele landet, skaber hverdagsglæde og lokal stolthed ,´men er under angreb igen – og det er det sårbare havnemiljø der står for tur.
Der er i øjeblikket byggeplaner på Skagen havn, hvor et lokalt konsortium agter at erstatte de gamle auktionshaller på Auktionsvej med et nyt privat museumsbyggeri i flere etager på i alt 9.500 kvadratmeter.
Svært at forestille sig, at det ikke vil påvirke havnemiljøet voldsomt
Det fremgår af oplysninger i den lokal presse, at bygningen skal være i fire etager. Foruden selve museet og et arbejdende værksted kommer komplekset til at indeholde en forretningsarkade og øverst en tagterrasse, hvor der vil være mulighed for events, konferencer og en restaurant.
Udstillingshallen bliver 20 meter høj, mens en skorsten bygges i 25 meters højde. Det er svært at forestille sig, at det ikke vil påvirke havnemiljøet voldsomt. Politiken har tidligere beskrevet projektet, men det, der for alvor får By og Land Danmark til at reagere, er det manglende respekt for et kulturmiljø og det fuldstændige fravær af borgerinddragelse.
Borgerne i Skagen er ikke blevet indbudt til at tage stilling til projektet, selv om der har været stor interesse om byggeriet. I Landsforeningen mener vi, at et så stort byggeri burde afføde en ny lokalplan for området på Auktionsvej med rammer for det aktuelle projekt, og at denne plan ville være et godt grundlag for en offentlig debat om et så indgribende byggeri.
Der ligger allerede lokalplan for området
Men Frederikshavn kommune vil ikke udarbejde en ny lokalplan, som vil give borgerne i Skagen mulighed for at tage stilling til det nye byggeri i deres by. På forespørgsler om dette henviser borgmesteren til, at der allerede ligger en lokalplan for området – Lokalplan SKA. 243. H Den Centrale del af Skagen Havn.
Men den lokalplan rummer kun nogle meget overordnede rammer for udviklingen – rammer, der ikke gør det muligt at forestille sig et byggeri som det planlagte Maskinrummet. Formålet med lokalplaner er netop at give grundejer og offentlighed en ide om, hvordan et bestemt område af byen kommer til at se ud – hvilke muligheder der er, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Kun en sådan mere detaljeret lokalplan kan danne grundlag for borgernes medvirken i byens udvikling.
Et så stort og indgribende projekt som Maskinrummet forudsætter en lokalplan, der giver borgerne mulighed for at deltage i beslutningsprocessen. Men hvad siger Frederikshavn kommune til det?
Byggeansøgning er sendt i høring
By og Land Danmark har opfordret Frederikshavn Byråd til at udarbejde en lokalplan for det pågældende område, så rammerne for Maskinrummet kan blive drøftet åbent og i offentlighed.
Svaret fra borgmesteren er som sagt, at der ikke er noget, der retfærdiggør en ny lokalplan for den centrale del af Skagen Havn. Men Frederikshavn Kommune har faktisk sendt byggeansøgningen til projektet i nabohøring i skrivende stund.
Er det sådan, at borgmesteren mener, at planerne om Maskinrummet ikke vedkommer alle borgerne i Skagen? Det er det åbenbart.
Men der er tid endnu – så kære byråd; husk på borgerne, på nærdemokratiet på lokalsamfundene (også dem, de ligger langt fra rådhuset), og gå i gang med en lokalplan sammen med Skagens borgere.
Når bygningerne forsvinder, forsvinder vi
Dette indlæg blev bragt i Berlinske d. 18. april 2023
I Køge skal en fin lyserød villa rives ned. Den er en del af et sammenhængende villakvarter og er den seneste i rækken af bevaringsværdige bygninger, der må lade livet for at give plads til nybyggeri. Sagen har fået stor bevågenhed, både lokalt og nationalt, og mange har råbt op sig og forsøgt at redde huset, men uden held. Sagen i Køge er dog, desværre, ikke enestående. Vi ser det over hele landet, og vi ser det ofte. Bygningskulturen forsvinder omkring os uden at de fleste for alvor forstår konsekvenserne.
Nedrivningen af de bevaringsværdige bygninger rummer to fundamentale problemer. Ud fra et klimaperspektiv er det langt hen ad vejen en helt forkert prioritering af rive ned og opføre nyt. Vi er alle bekendt med, at genanvendelse og renovering er bydende nødvendigt, også indenfor byggeriet. Alligevel ser vi gang på gang, at ældre bygninger jævnes med jorden for at give plads til endnu et typehus, som måske nok har en god energimærkningen, men som gennem produktion har belastet miljøet længe før familien flyttede ind. Dertil skal omkostningerne ved selve nedrivningen lægges.
Når de ældre bygninger forsvinder, mister vi også noget uerstatteligt. Hver gang en bygning forsvinder, mister vi et lille stykke af vores historie. Vi mister de fysiske rammer for den udvikling, som samfundet har gennemgået og rammerne for det liv, som dansker har levet. Ud fra et kulturhistorisk perspektiv er der masser af bygninger, som i sig selv ikke rummer en stærk fortælling, og mange er bestemt heller ikke værd at bevare ud fra et arkitektonisk synspunkt. Men den ureflekterede, fragmenterede nedrivning og planlægning er en trussel mod kulturarven. Bygningerne indgår i helheder, hvor samlede miljøer rummer fortællingerne om landsbysamfundet, industriområder eller velfærdssamfundets udvikling.
Der er masser af engagere borgere, foreninger og organisationer, som råber op og som også lykkedes med at bevare kulturarven, både de enkelte bygninger og de samlede miljøer. I Aabenraa er det gamle Hotel Hvide Hus udset til nedrivning til fordel for et større hotelkompleks. Med en eventuel nedrivning forsvinder et samlet kulturmiljø, der bl.a. fortæller os, hvordan fritidslivet udviklede sig i 1960’erne. I Rudkøbing var det planen at opføre et højhus ved havnefronten, hvilket ville have vansiret omgivelserne så voldsomt, at det stod mål med nedrivninger. Lokale borgere protesterede dog så voldsomt, at planerne er skrinlagte.
Der er behov for en større forståelse for de samlede strukturer og den uoprettelige skade, der sker, når man ikke passer på bygningskulturen. Kommunerne skal blive endnu bedre til at tænke i sammenhænge og prioritere bevaring og renovering over nedrivning. Vi har brug for at bevaring bliver det naturlige valg og det valg, som giver mest værdi både for den enkelte, for samfundet og for klimaet.
Iben Bækkelund Jagd
Formand, By og Land Danmark – Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur
Nedrivning af Bedre Byggeskik-villa og 60’er-hotel udsletter vores historie
Dette indlæg er bragt i Byrummonitor d. 24. april 2023
Det er ikke nok at dokumentere eller bevare så lidt, at det ikke kan opleves eller sanses i dagligdagen. Når vi stille og roligt fjerner brik efter brik i det puslespil, kan vi til sidst ikke længere se, hvad vi kommer af, skriver Iben Jagd, formand for By og Land Danmark.
Mange af os fulgte i marts sagen i Køge, hvor en fin Bedre Byggeskik-villa må lade livet for nybyggeri. Ikke fordi der var noget videre galt med huset, men fordi man ville noget andet.
Den private ejendomsret skal naturligvis respekteres, og ejer har handlet i god tro. Men det er laveste fællesnævner.
At der ikke var et forbud mod at ødelægge bygningsarven, er ikke ensbetydende med, at man kan fralægge sig ansvaret for sin kulturarv, for fællesskabet og for eftertiden. Det er kortsigtet, historieløst og snæversynet.
I By og Lands sekretariat kom der flere henvendelser om huset i Køge: Kunne vi gøre noget, kunne det stoppes? Men nedrivningstilladelsen er en politisk beslutning, og end ikke massiv opmærksomhed på de sociale medier, Berlingskes dækning, meningsdannere inden for arkitektur og mange andres ytringer kunne redde huset. Heller ikke selvom det ud fra et klimaperspektiv strider imod al sund fornuft at nedrive og producere nyt.
Nedrivningstilladelsen blev givet på selv samme dag, som vi i Danmark havde brugt Jordens ressourcer for hele 2023 (hvis alle levede som os). Det kan næsten ikke blive mere fattigt.
Tømrermesterhotel i fare for nedrivning
Desværre er det ikke en enestående sag. I Aabenraa er Hotel Østersø, tidligere Hotel Hvide Hus, i fare for at lide samme skæbne til fordel for et kæmpe hotel i op til 12 etager.
Ud over den klimamæssige belastning vil Aabenraa miste et væsentligt arkitektonisk vartegn, som fortæller en vigtig historie om vores velfærdssamfunds udvikling. Hotellet fremstår i dag stort set uændret og i stærk sammenhæng med den omkringliggende bebyggelse, hovedvejen og kystlandskabet. Ydermere er det det eneste originale af de fem Hotel Hvide Hus-hoteller, som tømrermesteren og erhvervsmanden Aage V. Jensen byggede rundt om i Danmark fra 1962 til 1968.
Hotellet rummer vores alles fortælling, om hvordan fritidslivet udviklede sig i 1960’erne, og hvordan byudviklingen var præget af visionære sammenhænge, hvor funktion, form, planlægning og strukturer var fint bundet sammen.
Det betyder, at en nedrivning både vil ramme bygningskomplekset og samtidig ødelægge et samlet kulturmiljø fra 1960’erne.
Manglende lokalplaner og arkitektoniske ambitioner
Eksemplerne viser de udfordringer, der er ved sikringen af bygningskulturen. Et er forståelse for, at den nyere arkitektur er lige så væsentlig at bevare som den ældre. At parcelhuse, modernistiske hoteller og vuggestuer fortæller en historie, som vi har brug for at kende og forstå. Noget andet er den manglende sikring gennem lokalplaner og arkitektoniske ambitioner, som vi alt for ofte støder på.
Hver gang vi river noget ned, vælger vi noget fra. Nogle gange er det helt ok, set fra et kulturhistorisk perspektiv, men vi skal gøre det med respekt for den historie, der er vores alles, og den historie, som vi vil give videre til eftertiden.
Det er ikke nok at dokumentere eller bevare så lidt, at det ikke kan opleves eller sanses i dagligdagen. Når vi stille og roligt fjerner brik efter brik i det puslespil, kan vi til sidst ikke længere se, hvad vi kommer af.
Det ansvar er i høj grad politisk.
Kulturministeren skal prioritere bygningskulturen
Vi har brug for lokalpolitikere, som vil deres kommunes dna, som forstår, at bygningskultur og kulturhistorie skaber sammenhængskraft og indsigt. Også selvom den enkelte brik alene ikke er så tydelig.
Vi har brug for bygherrer og bygningsejere, som også forstår det ansvar, som de har over for samfundet og fællesskabet, og som er optaget af at bidrage til samfundet og ikke den kortsigtede gevinst.
Vi har brug for en kulturminister, som også prioriterer bygningskulturen. Som taler den op og forstår, at bygningskultur er en fælles arv, og den rummer både Rundetårn og svømmehallen.
Vi har vi brug for en struktur, politisk og økonomisk, som understøtter genanvendelse og bevaring, så bygningsarven kan leve og fungere mange år endnu.
Og ikke mindst har vi brug for, at vi alle ser det åbenlyst positive i at have en bygningsarv. At det er med stolthed, at vi er ejere af fredede og bevaringsværdige bygninger og passer på noget af det, der binder os alle sammen. At det er en værdi, som giver mening for de mange.